Landsplandirektivet fra 2019 er grundlaget for hele planen. Det stiller to krav i § 49, stk. 3-4. Mindst 4 % af området skal være offentligt tilgængelige grønne arealer. Der skal udlægges en offentligt tilgængelig grøn sti gennem området.
Hvad vi har fundet. Planens redegørelse gengiver begge krav korrekt på s. 14. Bestemmelserne gør det ikke. § 9.1 kræver “fælles opholdsarealer svarende til mindst 4 % af lokalplanområdet”. § 5.8 tillader trampestier uden belægning. Ordet offentlig findes ikke i bestemmelserne. § 14.4 giver grundejerforeningen pligt til at tage skøde på de fælles arealer. Arealerne bliver dermed grundejernes private fællesarealer.
Hvorfor det er en mangel. Kun bestemmelserne i en lokalplan binder grundejerne. Redegørelsen er en forklaring. Hvis grundejerforeningen senere sætter et skilt med “privat område”, er der ingen bestemmelse at håndhæve. Direktivets vilkår er statens betingelse for at tillade sommerhuse i kystnærhedszonen.
Hvad kommunen siger. Kommunen har ikke kommenteret punktet offentligt. Den kan svare, at redegørelsen beskriver hensigten, og at stierne i praksis vil være åbne. Den kan også indføje en bestemmelse ved den endelige vedtagelse.
Hvad en planjurist bør vurdere. Om et vilkår i et landsplandirektiv skal sikres i bestemmelserne for at være opfyldt. Spørgsmålet er efter vores research ikke prøvet af Planklagenævnet. Plan- og Landdistriktsstyrelsen har skrevet direktivet og kan bedes vurdere forslaget inden høringsfristen den 16.12.2026. Kravet kan også rejses i et høringssvar.